Tilbage

Flåter på hunde og flåtbeskyttelse



Den mest almindelige flåt i Danmark er skovflåten (Ixodes ricinus). Flåten er ikke et insekt, men en blodsugende mide – en slags spindler som lever af blod fra f.eks. hunde og mennesker.

Skovflåten finder du i fugtige og skyggefulde miljøer, og fremfor alt i områder med halvhøjt græs og nær vand. Flåtens spyt er lokalbedøvende, så det er smertefrit at blive bidt af en flåt. Den tid som flåten sidder fastbidt, afhænger af hvilket livsstadie flåten befinder sig i. Flåten har fire livsstadier; æg, larve, nymfe og voksen. Det kræver et blodmåltid at gå fra larve til nymfe, og fra nymfe til voksen. Larverne suger blod i 3-5 dage, mens de voksne suger blod i en uge eller mere, hvis de får lov til at blive siddende.

Læs om at fjerne flåter fra mennesker her

Flåtsæson

Flåterne er aktive så snart temperaturen overstiger 5 grader. Ved en mild vinter begynder flåtsæsonen derfor i det tidlige forår og varer til langt ud på efteråret.Jagthunde og hunde som bor på landet, udsættes ofte for flåter specielt i områder med meget vildt. Hunde der bor i byer kan dog også få flåter, hvis de luftes i parker, skove og i haver.

Tjek din hund for flåter hver dag

I flåtsæsonen bør du tjekke din hund - og dig selv - for flåter hver dag, hvis I færdes steder, hvor der er flåter. Hvis du finder en flåt, skal du fjerne den med det samme. Anvend en flåt-tang og træk flåten af uden at dreje den rundt først eller smøre noget på den.
Se vores udvalg af flåttænger og flåt-kort - og læs og hør om flåtbeskyttelse af dine kæledyr herunder.
Tjek din hund for flåter

Hør farmaceut fra DinApoteker fortælle alt du skal vide om flåter og dine kæledyr.

Flåtbeskyttelse for dyr - uden recept

Der findes mange midler, der kan beskytte din hund mod flåter; f.eks. tyggetabletter, halsbånd og pipetter, der dryppes på huden. Nogle af midlerne har en langvarig effekt, mens andre har en kortere effekt. Nogle kan vaskes af, andre kan ikke, og det kan have betydning, hvis din hund svømmer eller vaskes ofte. De nyeste midler fås kun på recept, mens de ældre produkter også kan købes i håndkøb.

Du kan her se, de midler du kan købe uden recept: Link til flåbeskyttelsemidler

Vær opmærksom på, at nogle loppe- og flåtmidler til hunde er meget giftige for katte! Læs brugsanvisningen inden brug.

Forebyggelse imod flåtbid:

De senere år er der kommet nogle midler, der virker afskrækkende på flåter, lopper og tæger. De smører eller sprayer midlerne på inden du skal ud i naturen. Vi anbefaler dog ikke at du anvender midlerne på hunden og andre kælesyr, da disse ofte slikker stofferne i sig.

Flåtbårne sygdomme

Flåter kan overføre sygdomme til både mennesker og dyr. Hunde kan typisk få borreliose og anaplasmose, mens mennesker typisk kan få bl.a. borreliose og TBE (hjernebetændelse.)

Borreliose

Symptomer på borreliose udvikles efter 1-4 uger. Blandt de hunde, der bliver syge, ses ofte halthed, der vandrer fra ben til ben. Feber, appetitløshed og træthed forekommer også. Hos mennesker kan man se et karakteristisk ringformet udslæt omkring flåtbiddet samt hovedpine. De fleste hunde der smittes, udvikler dog ikke sygdom.

Borreliose er en bakteriel infektion og behandling med antibiotika har som regel en god effekt. Smitterisikoen kan begrænses, hvis flåten fjernes eller dør inden et døgn. Det er også derfor vigtigt at fjerne flåten, så snart man opdager den.

Anaplasmose

Sygdommen anaplasmose angriber fremfor alt hunde. Den forårsages af en bakterie, som formerer sig inde i de hvide blodlegemer.

Syge hunde har ofte uspecifikke symptomer som feber, træthed og appetitløshed. Men halthed og ledsmerter kan også forekomme. De fleste hunde der smittes, udvikler dog ikke sygdom. Behandling med antibiotika har sædvanligvis god effekt. Som for borreliose begrænses smitterisikoen, hvis flåten fjernes eller dør inden et døgn.

TBE

Skovflåten kan overføre hjernebetændelse (TBE - Tick-Borne Encephalitis). TBE er sjældent forekommende i Danmark, men optræder hyppigere i f.eks. Sverige og Tyskland. På Bornholm påvises der ca. 3 årlige tilfælde af TBE hos mennesker. Dertil har der været to tilfælde i hhv. 2008 og 2009 i Nordsjælland.

Flåten kan overføre TBE virus fra det øjeblik den bider. Jo længere tid den sidder fastbidt, desto mere virus kan den overføre, så også i dette tilfælde gælder det om at fjerne den hurtigst muligt.


DinApoteker, Oktober 2022

Produkter vi anbefaler:

Relaterede artikler:

At få en hvalp og blive hundeejer lidt ligesom at blive forælder og få en baby. Blandt andet fordi man ikke altid forstår, hvad det nye familiemedlem prøver at give udtryk for, og fordi man ikke rigtigt ved hvad man skal gøre eller omvendt ikke skal gøre.
chat

Chat med en apoteker

Du chatter med en farmaceut eller en farmakonom, for at sikre du får god vejledning

Velkommen til dinApoteker.dk's chat

Vi kan svare på spørgsmål til sundhed, sygdom og dinApoteker.dk's produkter. Vi kan også henvise til de lokale apoteker, der bruger dinApoteker.dk.

Samtykkeerklæring

Du kan i øvrigt læse om behandlingen af dine personoplysninger i vores handelsbetingelser.